Pernille 5 år - ydmyget.

Jeg har idag oplevet det værste læge/ patient møde nogensinde, desværre var jeg en del af det.
Aldrig i mit liv er jeg blevet talt så grimt til, blevet så ydmyget og retorisk trådt på, som jeg blev af lægen til stuegang. Intet blev sagt på en ordentlig måde, der var nemlig i hans hoved allerede skabt en ide om, at jeg udnyttede en simpel kikkert operation til at komme op og score noget morfin( det blev der ihvertfald sagt mellem linjerne).
Jeg har en velbeskrevet smerteproblematik, har efterhånden en del erfaring med maveoperationer og ved jeg har meget arvæv og derfor også lidt flere smerter end normalt. Derudover er jeg svær at smertebehandle.
Dette blev der afholdt møde om inden operationen, med to læger samt afdelingssygeplejersken, for netop at undgå at jeg ikke falder i smertehuller og endnu vigtigere at jeg føler jeg bliver lyttet til.
Alt dette forarbejde pissede førnævnte læge på, det var ham der bestemte og hvis det betød at jeg så lå og havde ondt så måtte jeg have ondt. Jeg gik i panik, og brød tudende sammen, da jeg blev tromlet rent verbalt og slet ikke var forberedt- øv der er mange ting jeg gerne ville have sagt og gjort.
Mht. Medicinen, viste det sig, da sygeplejersken trøstede og forklarede efterfølgende, at vi sagtens kunne være blevet enige om det der skulle ordineres. Jeg fik bare ikke en chance for at tale min sag og fortælle hvordan jeg havde det- og ligeledes gad han ikke sige noget som helst om ,at jeg kunne få smertestillende efter behov, som var det eneste jeg havde brug for at høre. Han lukkede fuldstændig af og blev ved med at gentage DU FÅR IKKE MERE!!! Hvilket slet ikke var issuet overhovedet, jeg ville bare gerne vide HVAD han havde ordineret og om der var noget pn. medicin ( behovsmedicin til at supplere med, hvis man topper rent smertemæssigt og basisbehandlingen ikke rækker). Bare det at vide at den er der, er angstdræbende og hjælper personligt mig meget.
Jeg er stadig rystet over oplevelsen og forstår ikke man kan tale så grimt til andre mennesker og slet ikke sine patienter.
Havde jeg så været en sindsyg narkoman, som bare var ude på at blive dopet, ville jeg jo stadig havde ret til at blive talt til som et ligeværdigt menneske!
Jeg synes man skal behande andre med respekt og man skal tale almindeligt med hinanden, også selvom man har forskellige opfattelser af en situation . Her er det, at man jo som voksne fornuftige individer bruger sine argumenter og de fleste gange findes der en løsning.
I denne situation, fik jeg ikke engang chancen for at fortælle hvordan jeg havde det, og havde han gidet at fortælle mig om den videre plan, istedet for at formode at jeg ville noget helt tredje, ville der ikke have været noget at eksplodere over.
Han havde tydeligt en mening om mig, mit udgangspunkt og mine åbenbart uærlige eller hypokondriske planer.

Jeg fik følelsen af at hele denne session bare handlede om at tryne mig og fortælle mig at jeg ikke skulle åbne min mund med alle mine problematikker. Da jeg bad om at bliv lyttet til blev han først rigtig sur!
Jeg prøvede til sidst at forklare mig og imens jeg var igang med at tale, vender idioten sig fandme om og går.
Jeg kan ikke helt forklare det hele da jeg var lidt i chok og knækket, jeg vrælede mere end jeg har gjort i mange år, men mine grænser både som patient og som mennesker blev overtrådt med så mange mil at det ikke er værd at tælle!
Jeg vil i ingen situationer acceptere at blive talt til på den måde- føler mig som sagt ydmyget, mistroet og forulempet.
Jeg har ikke behov for at nævne navne, da dette er skrevet på MIN egen blog, for at jeg SELV kan få luft. Er blevet adspurgt om jeg vil tale med ham imorgen for at løse det og jeg svarede ,at jeg i så fald forventede en oprigtig undskyldning. Ellers har jeg intet behov for at se manden igen.
Derimod har jeg et behov for at klage over den behandling - ligesom jeg ville have gjort hvis skorstensfejeren havde råbt grimme ting til mig mens han tømmer mit skrald.
Jeg ved bare ikke hvem jeg skal sige "sladre" til i sådan en situation, jeg forventer jo ikke at der sker det helt store i sagen, men det er min måde at sætte foden ned og kyle ham ud fra stuen, som jeg normalt ville have gjort, hvis jeg ikke havde været så overvældet og storhulkende.
Heldigvis kom min fantastisk sygeplejerske og samlede mig lidt op efter og derefter en veninde som også gav et ekstra kram.
Det kan måske virke som en masse ståhej for ingenting, men det er det ikke. En rig dame i USA ( Oprah) siger altid ; " Man bliver behandlet på præcis den måde,man lader andre behandle sig på". Og det betyder også at man selv skal sætte grænsen og det er det jeg egentlig vil frem til.
Når man til daglig er voksen er det skræmmende at man i løbet af få minutter, kan forvandle sig til en lille pige der bliver trynet, uden at man rejser sig op og forsvarer sin ret til at blive talt til som et ligeværdigt menneske.
Jeg har længe arbejdet med konceptet; At sige fra, det gør jeg nu. FRA!!!!

Ps:
Jeg har efterfølgende tænkt, om jeg er gået i for meget i dybden med det med medicin osv. Men jeg synes det er nødvendigt for at få det ordentlig forklaret. Og da bloggen er mit redskab til at dele og vende mine tanker, er det sådan det bliver.